Dansk Danseteater arrangerer igen i 2019 Copenhagen Summer Dance - en tradition, der er kommet for at blive. Det unikke event, med moderne dans under åben himmel, foregår på Ofelia Plads på Kvæsthusmolen.
Gennem årene har Copenhagen Summer Dance etableret sig som en populær sommertradtion for et stadigt voksende publikum. Dansk Danseteater viderefører kompagniets stemningsfulde open air forestillinger på Ofelia Plads og giver publikum mulighed for at opleve ballet, moderne dans og livemusik på internationalt niveau. Forestillingerne, har med placeringen i de uformelle omgivelser med udsigt til himmel og havn, en bred appel til både unge og ældre, til et erfarent og uerfarent dansepublikum.
Augustinus Fonden støtter Copenhagen Summer Dance, fordi det er et kunstnerisk ambitiøst event, hvor dans på internationalt niveau præsenteres i et mangfoldigt program for et bredt publikum.