Dansehallerne i Kedelhuset - nyt scenekunsthus for dans og koreografi
- StøtteområdeKunst & Kultur
- FokusområdeScenekunst
- Bevillingssum29,7 mio. kr.
- År2017
Et dedikeret hus til samtidsdansen
I rammerne af den historiske bygning, Kedelhuset, er Dansehallerne åbnet som Danmarks nye scene for dans og koreografi.
Dansehallerne er et nationalt center for den professionelle dans med scener og publikumsfaciliteter, der huser samtidsdansen. Det giver mulighed for at præsentere dans til et bredt publikum, der kan opleve dans og koreografi af højeste kunstneriske kvalitet og i en række forskellige formater. Fra helt nye eksperimenterende værker til samtidsdans i absolut verdensklasse.
Kedelhuset har gennemgået en total istandsættelse med respekt for de bevaringsværdige arkitektoniske kvaliteter. I den 4.600 m2 fredede bygning er skabt en enkel fleksibel ramme og et hus fuld af liv med scener, studier, mødepladser og administration, som kan fyldes med inspirerende og udfordrende scenekunst, dans, koreografi, installationer, musik, videokunst og meget mere. Projektet er blevet gennemført i tæt samarbejde med flere fonde.
Dansehallerne kommer til at gøre en strukturel forskel for hele dansemiljøet, både for de professionelle, der får deres eget hus med produktionsstudier, for den undervisning i dans, der også skal foregå, og som et lokalt samlingspunkt der forhåbentlig kommer til at øge nysgerrigheden på og kendskabet til dans og koreografi
Augustinus Fonden har støttet ombygningen af Kedelhuset fra industribygning til scenekunsthus for dans og koreografi, fordi dansen er et centralt fokusområde for fonden. Med en samlet national scene kan dansen udvikle sig og give mulighed for, at publikum kan komme helt tæt på den skabende og udøvende kunst af højeste kvalitet i Danmark.
Foto: Adam Mørk
Historisk bygning omdannet til hus for dans
Den 4.600 m2 fredede bygning er blevet forvandlet af Mikkelsen Arkitekter. Den huser en ny, stor scene, en black box-scene, samt publikumsarealer, kontor og en række dansestudier.
Bredt samarbejde
Det er et bredt samarbejde mellem Københavns Kommune, Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden, Den filantropiske forening Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S og Bygningsfonden Kedelhuset, som har muliggjort byggeriet af det nye Dansehallerne i Kedelhuset. Derudover støtter William Demant Fonden, Knud Højgaards Fond og Beckett-Fonden.
Kedelhuset
Arkitekt Carl Harild tegnede den oprindelige bygning som en del af Carlsberg Bryggerierne ved Valby Bakke i København. Den blev opført i 1925-28 for at samle al energi på bryggeriet ét sted. Byggeriet anses som et af samtidens stærkeste eksempler på funktionel industriarkitektur og et af periodens væsentligste arkitekturværker i Danmark.
Kort om Dansehallerne
Se videoen 'Floating World', som er optaget i 2020 i Kedelhuset før ombygningen.
Musik: Nightingale String Quartet, 'Skumrende Landskab', Rued Langgaard;
Koreografi: Jens Schyth Brøndum, DeLeónCompany
Dansere: Jens Schyth Brøndum og Lukas Hartvig-Møller
Video: Tom McKenzie
Foto: Mikkelsen Arkitekter