Kunst & Kultur
Grønland-Danmark tur-retur
Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teateret og Grønlands Nationalteater
2020
Bevillingssum: 1,2 mio. kr.

Hvad sker der, når to markante teatre går sammen og indgår en kulturel byttehandel? Det undersøger Grønlands Nationalteater og Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret i et fireårigt samarbejdsprojekt ved navn 'Corvus Corax', der blandt andet skal munde ud i inddragende festivalformater i både Danmark og Grønland og resultere i et længevarende samarbejde.

Array

Projektets mangfoldige aktiviteter bygger på de erfaringer, der ligger i de to teatres kulturelle identitet, og baner samtidig nye veje for scenekunstnerisk udvikling og samarbejde.

”Samarbejdet med Grønlands Nationalteater er et nyt eventyr for Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret. Til trods for at have besøgt mere end en tredjedel af alle lande på kloden har teatret endnu ikke været i Grønland. Det Grønlandske Nationalteater har et særligt publikum, som strækker sig ud over mange tusinde kilometer af fantastisk natur, myter og kultur, som vi glæder os til at opleve og skabe sammen med,” siger Per Kap Bech Jensen, leder af Nordisk Teater Laboratorium – Odin Teatret.

Lokal forankring som drivkraft 
Initiativet skal i sidste ende resultere i holdbare og langvarige samarbejdsformer, som rækker ud over projektets nuværende tidsperiode.

“Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret har mange års erfaring med internationale samarbejder, men de har også et fast greb i lokalbefolkningen, og så arbejder de med mange aspekter af scenekunsten. Det vil vi rigtig gerne lære af. Vi har 10 år på bagen som Nationalteater, men bygger på en stærk teatertradition, som trækker tråde til Odintraditionen, så dette samarbejde giver mening på flere planer,” siger Susanne Andreasen, teaterchef, Grønlands Nationalteater.

Aktiviteterne i de fire projektår munder blandt andet ud i lokalt funderede og inddragende festivalformater i både Danmark og Grønland – med kulturel byttehandel som grundmodel, og hvor drivkraften kommer fra kunstnere fra de to teatre i tæt samarbejde med den lokale, danske og grønlandske befolkning.

”Projektets navn ’Corvus Corax’ er baseret på ravnens mytiske tilstedeværelse i både Grønland og Danmark, såsom Hugin (Tanken) og Munin (Mindet). Samarbejdet vil ikke blot give os nye opdagelser mellem verdener, men forhåbentlig skabe et evigt venskab mellem teatrene,” slutter Per Kap Bech Jensen.

Begge teatre skal cirkulere deres forestillinger i både Grønland og Danmark.