Kunst & Kultur
Verdensnaturarv i Grønland
Grønlands Selvstyre - Ilulissat Isfjordscenter
Bevillingsår: 2019
Bevillingssum: 3.845.000. kr.

Grønland har fået en ny arkitektonisk og formidlingsmæssig perle med det nyopførte Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter, som er åbnet i juli 2021. Med centret får lokalbefolkning såvel som besøgende fra hele verden et nyt udgangspunkt for formidlingen af vores naturhistoriske verdensarv.

Array

Omgivet af prægtige isfjelde og med udsigt over isfjorden formidler Ilulissat Isfjordscenter historien om is og verdensnaturarven. I centret kan gæsterne blive klogere på den natur og kultur, der udspiller sig for øjnene af dem, og få indsigt i den særlige inuitkultur, men også hvordan klimaforandringer manifesterer sig i det arktiske landskab.

Det er ambitionen for centret, at formidling om isfjorden bidrager til en bedre fremtid og forståelse af samspillet mellem menneske og natur.

Klogere på is

Augustinus Fonden har støttet formidlingen med den permanente udstilling ’Sermeq pillugu Oqalittuaq – Fortællingen om is’, som er designet af JAC Studios, der arbejder i krydsfeltet mellem kunst, design og arkitektur. Her inviteres publikum med på en rejse ind i det grønlandske islandskab, og dykker ned i viden om landets særlige geologiske, biologiske, kulturelle og klimatiske historie.

Udstillingen er bygget op som et landskab af isflager og med arkæologiske genstande og film, og det suppleres af visning af autentiske isboringer hentet fra indlandsisen.

Formidlingen giver således en forståelse af jordens udvikling fra den sidste istid og frem til i dag.

Menneskets plads i naturen omkring os

Ilulissat Isfjord blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 2004 og skriver sig som det første område i Grønland ind i et fællesskab af særlig beskyttelse. Området omkring isfjorden bærer på mere end 4.000 års naturhistorisk arv, men er samtidig også en vigtig brik i forståelsen og observation af nutidens klimaforandringer.

Med Kangiata Illorsua – Ilulissat Isfjordscenter er skabt et centralt formidlingsrum men også samlingspunkt for hele isfjordsområdet.

Læs mere om Augustinus Fondens fokus på UNESCO Verdensarv

Fakta

Om Ilulissat Isfjordscenter

Isfjordscentret er tegnet af den danske arkitekt Dorte Mandrup. Arkitektfirmaet er specialiseret i at skabe byggerier i UNESCO-beskyttede og skrøbelige områder, hvor arkitekturen skal spille sammen med naturen.

Isfjordscentrets totale areal er på knap 1.500 m2. Udstillingen er på 400 m2 inklusive kunstinstallation og biograf.

Centrets indre rummer udstillingen “Sermeq pillugu Oqaluttuaq – Fortællingen om is”.

Realdania har finansieret Isfjordscentret med 108 mio. kr., mens Grønlands Selvstyre bidrager med 15 mio. kr. og Avannaata Kommunia med 8 mio. kr.

Udstillingen og formidlingen er finansieret af Nordea-Fonden med 16 mio. kr. (som her også støtter en ny skoletjeneste), Augustinus Fonden med 3,8 mio. kr., Bloomberg Philanthropies med 750.000 kr. og OAK Foundation med 370.000 kr.