Ny rapport: Støtte til kapacitetsopbygning styrker civilsamfundets sociale organisationer
- Publiceringsdato25. nov. 2025

Kapacitetsbevillinger gør en markant forskel for sociale organisationer i Danmark. Det viser en ny evaluering fra Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Rapporten, der omfatter ni organisationer støttet af Augustinus Fonden, fremhæver, at langsigtede og fleksible midler skaber stabilitet, handlekraft og bedre vilkår for både ansatte og brugere.
Hver dag yder tusindvis af frivillige og ansatte i civilsamfundet en uvurderlig indsats for mennesker i svære livssituationer – fra hjemløshed og misbrug til psykiske lidelser og vold i nære relationer. Civilsamfundet griber ind der, hvor det offentlige indimellem slipper og skaber trygge rammer og positive fællesskaber i bl.a. foreninger og på væresteder, krisecentre og herberger.
Civilsamfundsorganisationer står dog over for betydelige udfordringer. De skal håndtere komplekse sociale problemstillinger, navigere i skiftende lokale behov og balancere et udfordrende arbejdsmiljø. Samtidig vokser kravene til dokumentation og administration, når der søges midler fra det offentlige og private aktører – og det tager ressourcer fra kerneopgaven: at hjælpe sårbare borgere i samfundet.
Augustinus Fonden har gennem flere år givet støtte til kapacitets- og organisationsudvikling til ni udvalgte organisationer – såkaldte kapacitetsbevillinger. Nu giver den nye rapport ”Bevillinger i balance – en evaluering af Augustinus Fondens praksis for kapacitetsbevillinger på det sociale område”, udarbejdet af Center for Frivilligt Socialt Arbejde, for første gang en analysebaseret evaluering af, hvordan kapacitetsopbygning fra fonden ser ud i praksis.
Nyt vidensgrundlag til gavn for fonde og organisationer
Rapporten kortlægger styrker, udfordringer og barrierer ved kapacitetsbevillinger, fortæller Mette Hjære, analysechef i Center for Frivilligt Socialt Arbejde:
"Evalueringen viser tydeligt, at kapacitetsbevillinger gør en stor positiv forskel for organisationerne. De skaber stabilitet, giver ro til at planlægge langsigtet, og de styrker både driften, muligheden for at arbejde strategisk og kvaliteten af den sociale indsats. Når organisationerne får fleksible, flerårige midler, kan de være ambitiøse med deres indsatser samtidigt med, at de skaber bedre vilkår for ansatte og brugere af deres tilbud."
Rapporten peger desuden på, at kapacitetsbevillinger styrker organisationernes legitimitet og kan gøre det lettere at tiltrække yderligere støtte og opbakning.
Rapporten kommer på et tidspunkt, hvor mange sociale organisationer står spændt ud mellem stigende behov for deres aktiviteter og begrænsede ressourcer. Fokus på kapacitetsopbygning er noget organisationerne har kæmpet for i årtier, og med rapporten får vi slået fast, hvorfor og hvordan denne form for støtte er så afgørende. Ved at sætte ord på, hvad kapacitetsbevillinger kan – og hvordan de virker i praksis – giver rapporten et vigtigt vidensgrundlag for både fonde og organisationer. Den gør det lettere at forstå, hvorfor langsigtede og fleksible investeringer er afgørende for et stærkt civilsamfund.

Evaluering giver input til videre arbejde
De ni organisationer, der indgår i evalueringen, har gennem en årrække modtaget kapacitetsbevillinger fra Augustinus Fonden. Fonden har derfor ønsket at få et samlet analysebaseret blik på bevillingstypen, og har også været nysgerrig på, hvordan organisationerne oplever samarbejdet.
I de senere år har Augustinus Fonden opbygget solide erfaringer med kapacitetsopbygning gennem støtte og dialog med de ni udvalgte civilsamfundsorganisationer. Vi har set, hvordan civilsamfundet spiller en uundværlig rolle i vores samfund ved at holde hånden under de mest udsatte borgere. Vi har også set, at organisationerne ofte stiller sig selv og egne behov i baggrunden. Det glæder os, at kapacitetsbevillingerne på forskellig vis har været med til at styrke fundamentet for de ni organisationer, så de kan løfte deres opgave endnu bedre.
Augustinus Fonden vil bruge rapporten som input i det videre arbejde på det sociale område.
”Vi har fået perspektiver på, hvordan vi som fond kan forbedre vores tilgang til støtte. Vi ser også, at evalueringsrapporten tilfører viden og indsigter, som kan komme flere til gavn, og derfor stiller vi gerne rapportens resultater til rådighed for alle. Vi ser fortsat frem til at bringe vores erfaringer i spil og bidrage til udviklingen af et stærkere civilsamfund,” afslutter Frank Rechendorff Møller.
Foto øverst: fra KFUKs Sociale Arbejde (kreditering Jens Peter Engedal)

Viden og samarbejde
Den 28. november 2025 kan du møde Augustinus Fonden, Oak Foundation og Center for Frivilligt Socialt Arbejde i et fælles møde om betydningen af kapacitetsopbygning på det sociale område. Dagens tema er: hvordan kan fonde og civilsamfund samarbejde om kapacitetsopbygning på en måde, som skaber ro – ikke rod – i organisationerne.
Impact Insider modererer dagen.
Om evalueringsrapporten ”Bevillinger i balance"
- Evalueringen er gennemført af Center for Frivilligt Socialt Arbejde i 2025. Det er bestilt og finansieret af Augustinus Fonden. Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) er et landsdækkende statsligt videnscenter for civilsamfundet på det sociale område.
- Evalueringen bygger på et mixed-methods-evalueringsdesign med kombination af kvalitative og kvantitative metoder for at sikre dybde og bredde i undersøgelsen.
- Som supplement til datamaterialet er der også gennemført en desk research, ligesom der er gennemført efterfølgende interviews med to centrale civilsamfundsforskere for at perspektivere resultater.
- Surveyen baserer sig på en lille population, dvs. de ni organisationer.
- Evalueringen ”Bevillinger i balance” handler om Augustinus Fondens kapacitets- og organisationsudviklingsbevillinger, som fonden i en årrække har givet til udvalgte civilsamfundsorganisationer som en del af fondens støtte til sociale indsatser i Danmark.
- Fonden har i perioden 2020-2024 uddelt 137 mio. kr. til sociale indsatser – herunder udgør godt 50 mio. kr. støtte til kapacitetsbevillinger.



