FÆDRE OG SØNNER - Minoritetsetniske mænd som rollemodeller og medborgere
- StøtteområdeSociale & Humanitære indsatser
- FokusområdeSociale Indsatser i Danmark
- Bevilling785.000 kr.
- År2025

I forestillingen FÆDRE OG SØNNER får minoritetsetniske mænd scenen og med egne ord fortæller de om kærlighed, ansvar, sorg, svigt og stolthed – og om at finde sin plads både i familien og i samfundet.
Den socialøkonomiske teatervirksomhed C:NTACT arbejder for at skabe sociale forandringer gennem kunstneriske og formidlingsmæssige greb, med udgangspunkt i den personlige fortælling og med fokus på at engagere nye stemmer i scenekunsten.
Sammen med 'Baba – fordi far er vigtig' og Den boligsociale helhedsplan Nørrebrobyggerne adresserer C:NTACT med dette projekt et væsentligt perspektiv i den danske integrationsdebat: den manglende opmærksomhed på mænd med minoritetsetnisk baggrund, særligt i deres rolle som fædre.
Hvor debatten ofte centrerer sig om kvinder og unge, forbliver disse mænds erfaringer og perspektiver i skyggen. Det risikerer at føre til marginalisering og begrænset deltagelse i samfundets fælles samtale. Projektet søger at ændre dette gennem kunstnerisk formidling og styrkelse af repræsentation.
Minoritetsetniske mænd bliver ofte mødt med stereotype forestillinger om patriarkalske normer og kontrol – særligt i rollen som fædre. Med dette projekt ønsker vi at styrke og synliggøre minoritetsetniske mænd, som aktive fædre og samfundsborgere. Gennem personlige fortællinger der bærer stolthed, sårbarhed og håb i en kunstnerisk ramme, skaber vi plads til stemmer, der sjældent bliver hørt. Med kunsten åbner vi nye rum for dialog og forståelse og fremmer dermed også en mere mangfoldig og inkluderende offentlig samtale.
Forestillingen er udviklet gennem workshops, hvor deltagere rekrutteret i samarbejde med 'Baba - fordi far er vigtig' og Nørrebrobyggerne har arbejdet kunstnerisk med deres egne historier om faderskab, identitet og samfund. Det er disse fortællinger, der gennem sceniske fremstillinger udgør FÆDRE OG SØNNER.
Foto øverst: Sarah Julie Carlsen







