Målrettet humanitær støtte til verdens brændpunkter i 2024
- StøtteområdeSociale & Humanitære indsatser
- FokusområdeInternationale humanitære indsatser
- Bevilling75 mio. kr. i 2024-2026
- År2024

Målrettet humanitær støtte til verdens brændpunkter
Klimaforandringer, naturkatastrofer, krige og politiske konflikter har i 2024 drevet mennesker på flugt eller gjort deres livssituation ustabil: Der er et stigende behov i verden for støtte til akut humanitær nødhjælp.
Derfor har Augustinus Fonden afsat 75. mio. kr. i 2024-2026 til dette formål. Fonden har indgået flerårige aftaler med fem humanitære organisationer, der har et globalt indsatsområde, med henblik på at give organisationerne mulighed for at kunne reagere hurtigt og målrettet i kritiske situationer. I 2024 trådte de nye rammeaftaler i kraft.
Organisationerne MSF Læger Uden Grænser, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors Danmark og CARE Danmark har derfor haft mulighed for at iværksætte humanitære indsatser hurtigt og effektivt i verdens katastrofeområder med forudsigelige og fleksible midler.
Behovet for hurtig handling har været stort i 2024, hvor de 25 mio. kr. allokeret til indsatserne har betydet, at organisationerne har kunnet igangsætte 18 indsatser i områder med akut behov for humanitær hjælp. Midlerne er primært nået ud til Mellemøsten og Afrika, hvor krige, konflikter og naturkatastrofer har hærget. Rammeaftalerne har muliggjort nødhjælp til kriser med store humanitære behov. Det gælder også i områder, hvor det har været vanskeligt at indsamle støtte fra andre sider, f.eks. på grund af mindre medieopmærksomhed.
De flerårige aftaler betyder, at hver organisation modtager et fast beløb hvert år i perioden 2024- 2026. Samlet set modtager organisationerne 75 mio. kr. fordelt på 25 mio. kr. årligt. Organisationerne har inden for aftalen mandat til at disponere midlerne til nødhjælp efter eget skøn og ekspertviden.
Organisationerne skal løbende rapportere tilbage til Augustinus Fonden om, hvordan midlerne bliver brugt.