Nødhjælp til Ukraine
- StøtteområdeSociale & Humanitære indsatser
- FokusområdeInternationale humanitære indsatser
- Bevillingssum18 mio. kr.
- År2022
Konfliktens eskalering i Ukraine i februar 2022 har ført til en af de hurtigst voksende flygtningekriser i Europa siden Anden Verdenskrig. Med krigen er derfor opstået et massivt behov for akut nødhjælp.
Behovet for hjælp er blevet mødt med støtte fra alle dele af det danske og internationale samfund. Også Augustinus Fonden gav i 2022 ekstraordinær støtte til de indsatser, der hurtigt blev iværksat af nødhjælpsorganisationerne i Ukraine og nærområderne.
Nødhjælpsorganisationernes hurtige respons var altafgørende i den kaotiske situation, der opstod lige efter invasionen, og deres fleksibilitet betød, at hjælpen fortsatte med at være vedkommende og relevant, som situationen udviklede sig.
Sammen med lokale aktører og civilsamfund har organisationerne arbejdet for at sikre adgang til basale fornødenheder som mad, vand, tæpper, hygiejnekits og medicinsk nødhjælp og imødekomme behovet for beskyttelse og psykosocial førstehjælp til udsatte og børn.
Følgende organisationer modtog støtte i 2022:
- Care Danmark: 2,5 mio. kr.
- PlanBørnefonden: 2 mio. kr.
- Folkekirkens Nødhjælp: 2,5 mio. kr.
- UNICEF Danmark: 2,5 mio. kr.
- SOS Børnebyerne: 1 mio kr.
- DRC Dansk Flygtningehjælp: 2,5 mio. kr.
- MSF Læger uden Grænser: 2,5 mio. kr.
- Røde Kors: 2,5 mio. kr.
Foto: Getty Images