Dansk Erhverv - Børsen

Kom tæt på genopførelsen og restaureringen af Børsen

  • StøtteområdeKunst & Kultur
  • FokusområdeBevaring af bygningsværker
  • Bevilling3 mio. kr.
  • År2024

Med donationer fra seks store fonde får alle i de kommende tre år mulighed for at komme helt tæt på genopførelsen og restaureringen af Børsen, som blev hærget af en brand den 16. april 2024.

Med det nye besøgscenter 'Sammen om Børsen' kan alle dykke ned i 400 års historie og Christian 4.s ikoniske Børsbygning. Publikum får mulighed for at stå i første sals højde og via panoramavinduer kigge ud over byggepladsen, hvor genopførelsesarbejdet af den historiske bygning udspiller sig.

Besøgscenteret vil som hovedregel være åbent alle ugens dage med gratis adgang for publikum. Der er adgang via trapper og elevator, og der vil være mulighed for særlige rundvisninger for uddannelsessteder.

Det bliver stort, spændende og levende. Med nær og vedkommende formidling inviterer vi danskerne til at komme meget tæt på Børsens historie – både det, der er sket, og det, der sker lige nu. Vi er meget begejstrede over, at vi nu med støtten i ryggen og i samarbejde med de seks fonde kan løfte kommunikationen om bygningsarv, håndværket og visionen for Børsens fremtid.
Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv

Foto: JAC Studios. Det nye besøgscenter på Børsens byggeplads giver alle mulighed for at følge genopførelsen tæt og dykke ned i 400 års erhvervs- og kulturhistorie.

Formidlingsprojektet berører temaer om levende håndværk og bygningsarv, arkitekturen, dens brug og betydning ift. Danmarks fortid og samtid og handlens og erhvervenes historie og betydning. Der er i høj grad tale om en taktil udstillingsoplevelse, hvor man får mulighed for at røre ved nye og gamle materialer og genstande. Projektet består af:

  • Et besøgscenter med 15 sammenbyggede containere i første sals højde, der giver et unikt kig ind over byggepladsen.
  • En række fysiske genstande bringes i spil; lige fra nyhuggede sandstensfigurer til 4oo år gamle blykugler.
  • Der vises nyt og gammelt kobber, håndstrøgne mursten og store forbrændte fyrretræsbjælker sammen med det første fældede træ, der skal anvendes til genopførelsen.
  • Erhvervshistorien fortælles gennem en lang række billeder og nedslag på en 60 meter lang tidslinje.
  • I takt med at byggeriet skrider frem, vil udstillingen udvikle sig, så besøgende får et indblik i hvordan håndværkere, arkitekter og bygherre Dansk Erhverv, former fremtidens Børsbygning.

Foto øverst: JAC Studios. På besøgscenteret kan publikum se nyhuggede sandstensfigurer.

Foto: Jac Studios

Der er stor folkelig interesse, både nationalt og internationalt, for Børsens kulturhistoriske betydning og genopbygning. Børsen udgør en unik ramme for at formidle bygningsarv, kulturarv og erhvervshistorie i Danmark, og formidlingsprojektet giver mulighed for at inspirere og oplyse om betydningen af bevaring af dansk kultur- og bygningsarv. Derfor støtter Augustinus Fonden besøgscenteret om Børsens historie, kulturarv og genopbygning, som udover formidlingsaktiviteter og fysiske udstillinger også rummer ansættelse af en fagligt kvalificeret programansvarlig.

Augustinus Fonden bidrog til restaureringsprojektet af Børsbygningen før branden med støtte til tilbageføring af facaden og sandstensudsmykningen til originalt udtryk fra 1600-tallet.

Fakta om Besøgscenter 'Sammen om Børsen'

Gratis adgang for publikum

Besøgscenteret vil som hovedregel være åbent alle ugens dage, og der vil være gratis adgang for publikum. Åbningstiderne er hverdage 13-18 og weekender/helligdage 11-16. Udstillingen er ubemandet. Der er adgang via trapper og elevator.

Formidlingsprojekt over kommende tre år

Over de næste tre år kan danskerne opleve en række initiativer, der fortæller om et stykke levende dansk kulturarv, med udgangspunkt i Børsbygningen. Udover besøgscenteret ”Sammen om Børsen”, vil projektet indeholde et 1900 m2 stort værk på Børsens sitecover med illustration af bygningens historie, digital formidling på sociale medier, web, film, publikationer, undervisningsmaterialer og events.

Finansiering

Formidlingsprojektet er støttet med i alt 18 millioner kroner af seks store danske fonde: A.P. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Salling Fondene, Novo Nordisk Fonden og Realdania. Det er de samme fonde, som i øvrigt har muliggjort den omfattende restaurering af Børsen, der blev igangsat i 2022. Fondene bidrager hver med tre millioner kroner.