Jernalderkranie fra Svennum Offermose. Foto Vendsyssel Museum
Kunst & Kultur
Kraniekult i Vendsyssel
Vendsyssel Historiske Museum
2019
Bevillingssum: 100.000 kr.

Hvorfor ofrer folk deres egne børn til guderne i jernalderens Danmark? Og hvordan foregik disse ofringer i praksis? Det er disse store spørgsmål, som er omdrejningspunktet for en ny, stor udstilling på Vendsyssel Historiske Museum, som åbner i efteråret 2020.

Array

Udstillingen og dens indhold

Udstillingen Dødens Teater iscenesætter menneskeofringerne, kraniekulten og de ritualer de indgik i, i jernalderens samfund. Det er en farverig fortælling om døden og de levende.

I udstillingen skal publikum møde jernaldermenneskene personificeret af de omkring 60 ofrede menneskers knogler og andre rituelle fund. Med deres dragende kranier og knogler som nøgler åbnes døren til en farverig fortid, hvor det at ofre et menneske, et lårben eller et kranie til midvinter var lige så vigtigt for høsten, familiens sundhed, og slægtens overlevelse som det at høste den rigtige dag. Udstillingen skal bygges dramatisk op og vil henvende sig til et bredt publikum, og der vil være fokus på børns oplevelse.

Men udstillingen er mere end en farverig fortælling. Den er baseret på banebrydende forskning gennem forskningsprojektet Det Største Offer. Forskningsprojektet skal undersøge den rituelle og sociale praksis i jernalderen med udgangspunkt i periodens moseofringer. I Vendsyssel er materialet til denne undersøgelse af usædvanlig god karakter (blandt andet som resultat af museets forsknings­udgravninger i Svennum Offermose ved Jerslev i 2013 og 2015, der endte på Slots- og Kulturstyrelsens top ti over arkæologiske fund i 2013). Lokalt bidrager projektet til at fortælle en helt usædvanlig historie, men materialet har både et nationalt og et internationalt potentiale.

Udstillingen åbner i efteråret 2020 på Vendsyssel Historiske Museum.

Foto: Jernalderkranie fra udgravningerne i Svennum Offermose.