Kunst & Kultur
Ny udstilling om vikingerne
Nationalmuseet
Bevillingsår: 2019
Bevillingssum: 13 mio. kr.

Vikingerne er en central del af dansk historie og identitet, som vækker fascination hos gæster fra ind- og udland. Nationalmuseet folder nu den nationale kulturarv ud i en ny udstilling og eksperimenterer samtidig med udstillingskonceptet.

Array

Nationalmuseet rummer en af de absolut bedste samlinger af uvurderlige skattefund, gravfund og skibsfund fra vikingetiden. Det tæller for eksempel verdens største vikingeskib, Roskilde 6, og Fæstedskatten – den største guldskat fra vikingetiden som hidtil er fundet i Danmark.

Vikingerne er samtidig et af de historiske temaer, der optager både danskere og det internationale publikum allermest. Derfor har Nationalmuseet længe haft et ønske om at imødekomme publikums efterspørgsel, og med den nye udstilling ’Togtet’ præsenterer museet den nyeste viden på området i en stort anlagt vikingeudstilling.

Udstillingen formidler den dramatiske periode af historien, hvor vikingerne satte Danmark og Norden på verdenskortet, og den dag i dag fortsat er kilde til fascination. Med et sansemættet formidlingsunivers kombineret med 3.500 genstande præsenterer museet en totaloplevelse, hvor mødet mellem publikum og de genstande, som vikingerne selv har holdt i hænderne, samles i udstillingen.

Et centralt element i formidlingen er den filmiske oplevelse, som skaber følelsen af at være med på et togt suppleret med digitale elementer som interaktive kort og spil.

De historiske genstande kombineres derudover med den nyeste internationale forskning om vikingetidens befolkningssammensætning ud fra DNA- og strontiumanalyser.

Dynamisk hybridudstilling

Udstillingen ’Togtet’ er en del af den langsigtede fornyelse af museet i København, som åbner for nye muligheder med formidlingen af vigtig kulturarv der taler til vores forståelse af fortiden, og samtidig afprøver nyt udstillingskoncept.

Udstillingen er planlagt til at løbe over seks år, og halvvejs i forløbet vil udstillingens genstande blive reorganiseret med en helt ny scenografi og ny forskning, så fortællingen skifter fra ’Togtet’ til historien om ’Vølvens Spådom’.

Nationalmuseet arbejder således med udviklingen af et nyt dynamisk udstillingskoncept – en hybrid mellem særudstillinger og faste udstillinger.

Se mere om udstillingen her

Foto: Fra udstillingen, Martin de Thurah og Kasper Tuxen