Gadenære sociale indsatser
Mad til udsatte på gaden
Hugs & Food
2020
Bevillingssum: 100.000

Værestedet Hugs & Food har under corona-krisen hurtigt måttet justere deres madtilbud til hjemløse - uden at gå på kompromis med kvaliteten af maden og den daglige tætte relation.

Array

Hugs & Food er Københavns Domkirkes spise- og værested for hjemløse i hovedstadsområdet, hvor der serveres et gratis nærende måltid mad alle hverdage, og hvor døren også altid står åben til en snak om udfordringerne ved livet som udsat på gaden. Årligt besøger over 10.000 personer værestedet.

De frivillige, der arbejder i Hugs & Food, hjælper brugerne på mange forskellige måder. Det kan f.eks. være med hjælp til at finde vej til en sundhedsklinik eller skaffe rent tøj i en nødsituation.

Omsorg på trods af pandemi

Da forsamlingsforbuddet trådte i kraft for at forhindre smittespredning var personalet hurtige til at udtænke justeringer af tilbuddet, så man fortsat kunne holde åbent – men på afstand og uden at kunne byde indenfor. Det betød en gentænkning af, hvordan maden uddeles og nye tiltag som håndterbare take-away madpakker, der kan holde til at blive taget med og spist på gaden, genopfyldning af håndsprit og ændrede rammer for rådgivning og omsorg. Værestedet har desuden kunnet forsøde hverdagen lidt for gæsterne med uddeling af ekstra snacks og drikkevarer.

For Hugs & Food har det været vigtigt fortsat at kunne fastholde kontakten og den uformelle snak, som særlig er vigtig, når verden ændrer sig som følge af pandemien.

Værestedet har desuden været opmærksomme på hurtigt at kunne rekvirere sundhedspersonale, hvis nogen blev dårlige – men heldigvis har det københavnske hjemløsemiljø indtil nu ikke været hårdt ramt af sygdommen.

Fondens strategi

For Augustinus Fonden er det vigtig at få alle med og at bidrage til at løfte livskvaliteten for de mest udsatte mennesker i Danmark. Fonden støtter derfor bl.a. projekter, der som Hugs & Food kommer tæt på det enkelte menneske på gadeplan. Læs mere i fondens vejledning om ansøgninger til sociale indsatser i Danmark her. 

 

Foto: Fra en dag i maj hvor fotograf Justin Hummerston besøgte Hugs & Food.