Interview: At vide meget uden at ville vide bedst - Augustinus Fonden gør viden og tillid til en filantropisk model

Frank Rechendorff Møller bruger selv ordet katalytisk om fondens rolle, men med en relativt jordnær betydning. Fonden skal ikke nødvendigvis eje eller drive hele den forandring, den ønsker at understøtte. Den skal kunne placere kapital, viden eller kapacitetsstøtte på et punkt, hvor andre aktører bliver bedre i stand til at handle.

Det er en mindre heroisk forståelse af katalytisk filantropi end den, man nogle gange møder i strategidokumenter. Her er fonden ikke den aktør, der designer hele systemet og derefter orkestrerer de øvrige spillere. Dens rolle er snarere at identificere, hvor en relativt begrænset intervention kan forstærke eksisterende kompetencer, institutioner eller samarbejder.

Det ses tydeligt i fondens arbejde med den grønne omstilling på museumsområdet. Organisationen Danske Museer tog i 2022 initiativ til Museernes Grønne Akademi med støtte fra Augustinus Fonden. Første bevilling var på 5,8 millioner kroner. I 2024 blev indsatsen forlænget med 19,7 millioner kroner for perioden 2025 til 2029. Akademiet arbejder med viden, kurser, netværk, strukturelle forandringer og finansiel bæredygtighed. Ifølge fondens egne 2025-oplysninger har op mod 480 museumsansatte deltaget i kurser og andre aktiviteter, og 40 museer har underskrevet et fælles charter for grøn omstilling.

Det interessante er ikke kun tallene. Det er virkemidlet. Augustinus Fonden har ikke etableret sin egen grønne museumsenhed. Den har finansieret en struktur, som branchen selv ejer og driver. Det giver mulighed for større varighed end et klassisk projekt, fordi viden, kompetencer og netværk bliver forankret i den organisation, som fortsat skal repræsentere sektoren, når fondens bevilling engang stopper.

Det er en central forskel mellem at støtte aktivitet og at støtte kapacitet. Et projekt kan levere en konkret forestilling, udstilling eller kampagne. En kapacitetsindsats kan ændre den måde, en hel sektor arbejder på.

Den samme logik findes på det internationale humanitære område, men her bliver den endnu tydeligere. Augustinus Fonden har treårige rammeaftaler for perioden 2024 til 2026 med fem erfarne humanitære organisationer: MSF Læger Uden Grænser, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors Danmark og CARE Danmark.

Aftalerne giver organisationerne et betydeligt mandat til selv at disponere midlerne efter deres ekspertise. Læger uden Grænser modtager eksempelvis 21 millioner kroner over tre år, mens flere af de øvrige organisationer modtager 15 millioner kroner.

Det kan ligne en model med mindre styring. I virkeligheden er det en anden type styring. Fonden flytter sin opmærksomhed fra den enkelte humanitære beslutning til udvælgelsen af partneren og den overordnede ramme.

Det er rationelt, fordi den viden, der skal til for at vurdere, om ressourcer i morgen skal flyttes til en oversvømmelse, konflikt eller epidemi, ikke nødvendigvis findes i fondens sekretariat eller bestyrelseslokale. Den ligger hos organisationer, som arbejder operativt med kriserne hver dag.

Frank Rechendorff Møller er meget tydelig om dette i interviewet. Hvis fonden forsøger at træffe beslutninger, som partneren er bedre rustet til, øger den ikke nødvendigvis kvaliteten. Den kan tværtimod skabe forsinkelse og usikkerhed. Det er et vigtigt perspektiv i en fondssektor, hvor governance ofte forbindes med flere krav, flere delmål og mere rapportering.

Tillidsbaseret filantropi er ikke nødvendigvis mindre professionel. Den kan være mere professionel, hvis fonden er præcis om, hvilke beslutninger den selv bør træffe, og hvilke den bør overlade til aktører med større faglig og operationel kompetence.
Men modellen virker kun, hvis partnerudvælgelsen er stærk, relationen er transparent, og fonden fortsat lærer af, hvordan de fleksible midler bliver brugt.

På det sociale område har Augustinus Fonden gennem flere år eksperimenteret med et beslægtet virkemiddel: flerårige kapacitetsbevillinger. Baggrunden er et velkendt problem i civilsamfundet. Mange sociale organisationer kan rejse penge til konkrete aktiviteter, mens det er vanskeligere at finansiere de mindre synlige funktioner, som gør organisationen robust: ledelse, arbejdsmiljø, systemer, kompetenceudvikling og strategisk kapacitet.

I perioden 2020 til 2024 uddelte fonden 137 millioner kroner til sociale indsatser i Danmark. Godt 50 millioner kroner gik til kapacitetsbevillinger. I 2025 offentliggjorde Center for Frivilligt Socialt Arbejde en evaluering af fondens arbejde med ni organisationer. Evalueringen pegede blandt andet på, at de langsigtede og fleksible midler gav større stabilitet, bedre mulighed for strategisk arbejde og bedre vilkår for både ansatte og brugere.

Det er et interessant eksempel på impact, fordi interventionen ligger ét led væk fra den endelige målgruppe. Fonden finansierer ikke nødvendigvis en ekstra seng på et herberg eller en ny rådgivningsaktivitet. Den finansierer en organisation, der bliver bedre i stand til at levere sin kerneopgave.

I en klassisk resultatmodel kan det være vanskeligere at kommunikere. Der er ingen enkel lineær kæde fra “bedre ledelse” til “forbedret livskvalitet for udsatte borgere”. Men det gør ikke forbindelsen mindre vigtig. Hvis en social organisation har høj personaleomsætning, utilstrækkelige ledelsessystemer eller ingen mulighed for at investere i læring, påvirker det kvaliteten af det arbejde, som brugerne møder.

Kapacitetsbevillingerne viser derfor, at Augustinus Fonden bevæger sig mellem flere analytiske niveauer. Nogle gange finansieres den konkrete aktivitet. Andre gange finansieres organisationen bag aktiviteten. Og endelig i andre tilfælde finansieres den infrastruktur, som et helt felt skal bruge. Det er netop denne variation i virkemidler, der gør fondens model interessant.

En anden tydelig udvikling i Augustinus Fondens arbejde er, at viden ikke kun bruges internt til at vurdere ansøgninger. Viden bliver i stigende grad et selvstændigt filantropisk produkt. Fondens bestyrelsesformand Anne Birgitte Gammeljord formulerer det i Årsskrift 2025 som en ambition om, at kortlægning, kompetenceudvikling og viden ikke alene skal forbedre fondens egne beslutninger, men også styrke dialogen og de faglige miljøer uden for fonden.

Et klart eksempel er humanistisk forskning. Augustinus Fonden finansierede Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet med 600.000 kroner til at undersøge, hvordan værdien af humanistisk forskning kan forstås og evalueres. Analysen byggede på videnskabelig litteratur og 29 interview med forskere og andre interessenter.

Resultatet peger på, at humanistisk forskning skaber værdi på flere måder: socialt, kulturelt, økonomisk, tværfagligt og langsigtet. Samtidig viser analysen, at traditionelle impactbegreber ikke altid passer godt til forskningsfelter, hvor værdien kan opstå indirekte og over meget lange tidshorisonter.

For fonden er dette ikke kun en akademisk pointe. Den påvirker, hvordan man kan stille spørgsmål til ansøgere, og hvordan man senere vurderer forskningens værdi. Det er en mere interessant brug af evaluering end at forsøge at presse alle forskningsprojekter ind i en ensartet effektmodel.

I stedet for først at beslutte, hvordan impact skal måles, spørger fonden, hvilken type værdi det pågældende felt faktisk kan forventes at skabe. Det er evalueringsdesign i den rigtige rækkefølge.

Den aktuelle forskningsindsats i kulturarv viser denne retning. I 2025 uddelte fonden 50 millioner kroner til 15 projekter, og en årlig ramme på 50 millioner kroner er afsat til og med 2030. Fonden lægger samtidig vægt på større samarbejder mellem universiteter, museer og andre forskningsinstitutioner. Dermed finansieres ikke kun enkeltstående forskningsresultater. Der investeres også i miljøer og forbindelser, som kan styrke den humanistiske forskningskapacitet på længere sigt.

Samme bevægelse ses i musiklivet. Genreorganisationerne Art Music Denmark, Jazz Danmark, ROSA og TEMPI har siden 2021 arbejdet sammen om data og dokumentation af dansk musikliv. I 2025 gav Augustinus Fonden en fireårig bevilling på fem millioner kroner til at udbygge dette arbejde og udvikle musikdata.dk som vidensplatform. Det kan ved første blik ligne en relativt lille bevilling sammenlignet med fondens samlede uddelinger. Strategisk er bevillingen interessant, fordi den ikke finansierer en koncert eller én institution. Den finansierer en fælles informationsinfrastruktur.

Hvis data om musiklivet bliver bedre, kan de bruges af organisationer, medier, offentlige myndigheder, fonde og branchen selv. Den potentielle værdi ligger derfor i, at mange beslutninger kan blive bedre informeret.

Det illustrerer et centralt princip i katalytisk filantropi. En fond behøver ikke finansiere den største aktivitet for at skabe den største marginale værdi. Nogle gange ligger løftestangen i det fælles gode, som ingen enkelt aktør har tilstrækkeligt incitament til at finansiere alene.

Det kan være data. Det kan være et uddannelsesmiljø. Det kan være en fælles standard.

Det kan være en brancheorganisation, der får kapacitet til at koordinere en omstilling.

Augustinus Fondens portefølje viser flere eksempler på denne type virkemidler. Det bør samtidig gøre evalueringen mere ambitiøs. Hvis formålet er at ændre et felt, er det ikke nok at dokumentere, at en rapport er blevet udgivet eller et kursus gennemført. Fonden bør være nysgerrig på, om de fælles strukturer faktisk ændrer adfærd, relationer og beslutninger i sektoren. Det er sværere at måle end projektoutput. Men det er også tættere på den forandring, fonden forsøger at skabe.

Et gennemgående spændingsfelt i interviewet med Frank Rechendorff Møller er forholdet mellem viden og magt. Augustinus Fonden vil gerne vide meget om de felter, den støtter. Den finansierer analyser, bruger eksterne eksperter og opbygger langvarige relationer. Samtidig insisterer Frank Rechendorff Møller på, at fonden ikke skal gøre denne viden til et argument for selv at drive sektorerne. Det er en væsentlig selvbegrænsning.

Når en fond har både penge og analysekapacitet, kan det være fristende at bevæge sig fra finansiering til operationel styring. Man kan begynde med at støtte branchen, derefter udvikle egne programmer og til sidst ende med selv at definere og drive løsningen. Det kan være rigtigt i nogle sammenhænge.

Imidlertid vil det ændre fondens rolle og dens relation til omverdenen. Augustinus Fondens model er i højere grad at finansiere aktører, som har mandat, faglighed og varig tilstedeværelse i feltet. Det gælder i det humanitære arbejde, Museernes Grønne Akademi og de fælles musikdata.

Fordelen er institutionel bæredygtighed. Fonden kan gå ud igen uden nødvendigvis at tage kapaciteten med sig. Det er også en måde at håndtere magtasymmetrien i filantropi.

Frank Rechendorff Møller er åben om, at den aktør, der har pengene, automatisk får en særlig autoritet i samtalen. Det betyder ikke, at fondens analyser er forkerte. Men det betyder, at enighed fra andre parter ikke altid kan læses som uafhængig bekræftelse. Derfor er det en styrke, når fonden bevidst flytter ejerskab til branchen selv. Den kan finansiere rammerne uden at gøre sig selv til permanent centrum.

Gå-hjem-møde om scenekunstrapport, december 2025. Foto: Morten Lundrup

Augustinus Fonden har eksisteret siden 1942. Den historiske tidshorisont har betydning for den måde, Frank Rechendorff Møller taler om effekt. På flere af fondens områder kan resultater ikke meningsfuldt vurderes efter et enkelt år. Humanistisk forskning kan påvirke samfundet over årtier. Kulturinstitutioners udvikling sker i lange cyklusser. Sociale organisationers robusthed skabes ikke gennem et kort projekt. Grøn omstilling på et helt museumsområde kræver både kompetencer, nye praksisser og ændrede institutionelle normer.

Det betyder, at fonden skal vælge indikatorer og evalueringstidspunkter, der passer til forandringens karakter. Her er fondens kapacitetsevaluering interessant. Den blev ikke kun brugt til at dokumentere, at ni organisationer var tilfredse med støtten. Den skulle give et analysebaseret grundlag for at justere selve bevillingsformen.

Det er forskellen mellem evaluering som kontrol og evaluering som strategi. Det relevante spørgsmål er ikke blot, om en bevilling blev brugt korrekt. Det er, om fondens virkemiddel var hensigtsmæssigt. For en fond med så mange forskellige støtteformer er det afgørende.

Man bør ikke nødvendigvis evaluere hvert projekt tungere. Man bør blive bedre til at evaluere, hvilke typer finansiering der virker bedst under hvilke betingelser. Det er et porteføljeperspektiv på impact.

Augustinus Fondens filantropiske arbejde hviler på en betydelig erhvervsmæssig og finansiel kapitalbase. Chr. Augustinus Fabrikker er det fondsejede investeringsselskab, der forvalter Augustinus Fondens formue. Ved udgangen af 2025 havde investeringsselskabet en balance på ca. 35 milliarder kroner. Chr. Augustinus Fabrikkers formål er at skabe afkast med henblik på at sikre fondens filantropiske uddelingskapacitet og dernæst at skabe vækst i den samlede balance ved at investere i dansk erhvervsliv.

Porteføljen er sammensat af ejerskaber inden for en bred vifte af industrier samt finansielle investeringer med det danske fokus som fællesnævner. Efter at have været en del af ejerskaberne gennem årtier overtog Chr. Augustinus Fabrikker i 2025 det fulde ejerskab af Fritz Hansen, mens selskabet ligeledes overtog majoritetsejerskabet i Tivoli. I 2026 erhvervede Chr. Augustinus Fabrikker designvirksomheden Louis Poulsen. Alle tre investeringer sker bl.a. ud fra et ønske om at sikre, at danske ikoniske virksomheder forbliver på danske hænder. Den historiske forbindelse til tobaksindustrien består fortsat gennem ejerskab af Scandinavian Tobacco Group, som udgør omkring fem procent af de samlede aktiver.

På den finansielle side investerer selskabet blandt andet i danske venture fonde og impact fonde. Fokus i impact-investeringerne er bl.a. klima, diversitet og sociale forhold, og investeringerne indgår som en del af flere kategorier i den samlede finansielle investeringsportefølje og skal – ligesom de øvrige investeringer – vurderes i forhold til afkast, risiko og langsigtet værdiskabelse.

Fælles for både Augustinus Fondens uddelinger og Chr. Augustinus Fabrikkers investeringer er det samme overordnede fokus på langsigtet værdiskabelse til gavn for det danske samfund. De hænger desuden sammen i en anden afgørende forstand: kapitalforvaltningen er grundlaget for fondens fremtidige uddelingskapacitet og handlekraft.

Augustinus Fonden er vanskelig at reducere til én model, fordi den bevidst bruger forskellige virkemidler på forskellige felter. Men nogle principper har bredere relevans.

• For det første kan en bred fundats godt kombineres med høj strategisk disciplin. Det kræver, at fonden løbende opbygger viden om de områder, den arbejder i, og tør justere sine virkemidler i takt med feltets udvikling.
• For det andet bør tillid forstås som et governance valg. Fonde behøver ikke kontrollere alle beslutninger for at være ansvarlige. De kan i stedet være mere præcise om partnerudvælgelse, mandat og rapportering.
• For det tredje kan kapacitetsopbygning være lige så vigtig som projektfinansiering. Hvis organisationer ikke har robuste strukturer, er den langsigtede effekt af deres programmer også sårbar.
• For det fjerde kan viden være et filantropisk output i sig selv. Fælles analyser, data og standarder kan skabe værdi for mange aktører og forbedre beslutninger på tværs af et felt.
• For det femte bør evaluering rette sig mod fondens virkemidler, ikke kun mod modtagerens projekt. Spørgsmålet er ikke altid, om partneren leverede. Det kan være, om fonden valgte den rigtige finansieringsform.
• For det sjette bør fonde være bevidste om deres egen position. Stor viden og store bevillinger giver indflydelse. Det gør ydmyghed til mere end en personlig dyd. Det bliver en del af god governance.

Der er også en mere grundlæggende læring om afhængighed. Når en fond over mange år finansierer en brancheorganisation, et vidensmiljø eller en social aktør, kan støtten både styrke feltet og gøre det mere afhængigt af fondens fortsatte tilstedeværelse. Derfor bør langsigtethed ikke forstås som permanent finansiering. Den bør ledsages af spørgsmål om forankring, medfinansiering og exit. Hvornår er en kapacitet blevet stærk nok til at stå mere selvstændigt? Hvornår bør andre finansieringskilder tage over? Og hvornår er det faktisk et tegn på succes, at fonden kan trække sig tilbage uden at den skabte struktur forsvinder?

Det spørgsmål bliver særligt vigtigt i de brancheorienterede indsatser, hvor fondens mål netop er at styrke fælles institutioner og ikke at gøre dem til permanente fondsprojekter. En moden katalytisk strategi bør derfor ikke kun definere, hvordan fonden går ind i et felt, men også hvordan den på sigt kan fylde mindre.

Frank Rechendorff Møllers egen formulering er, at Augustinus Fonden vil være “rigtig god til at være fond”. Det kan lyde beskedent i en tid, hvor fonde ofte beskriver sig selv som systemaktører, katalysatorer og forandringsagenter.

Men formuleringen rummer faktisk en ret ambitiøs organisationsforståelse. At være god til at være fond betyder ikke kun at behandle ansøgninger professionelt og forvalte en portefølje. Det betyder at vide, hvor kapitalen har størst marginal værdi:

• At forstå, hvornår en organisation har brug for et projekt, og hvornår den har brug for ro og kapacitet.
• At kunne finansiere viden, som hele et felt mangler.
• At acceptere, at andre har større operationel kompetence.
• At lære af sine virkemidler og ændre dem, når erfaringen tilsiger det.
• Og at holde fast i en langsigtet rolle, også når den samfundsmæssige effekt ikke kan dokumenteres i næste års nøgletal.

Augustinus Fondens styrke ligger måske ikke i én bestemt impactmodel. Den ligger i en arkitektur, hvor forskellige problemer får forskellige virkemidler. Nogle steder er den rigtige intervention en traditionel bevilling. Andre steder en flerårig fleksibel bevilling til en stærk organisation. Et tredje sted en metaanalyse, en samlet data- og vidensindsats eller et brancheakademi.

Det gør fondens impactarbejde mindre ensartet, men potentielt mere præcist. Og det peger på en læring, som rækker ud over Augustinus Fonden. En fonds professionalisering behøver ikke føre til, at fonden selv fylder mere. Den kan også føre til, at fonden bliver bedre til at afgøre, hvornår andre skal fylde mest.